Nyhed

Kanye West planlægger koncert i Israel: Bliver kaldt “smagløst”

Efter flere antisemitiske kontroverser vil rapperen råde bod med en stor koncert i Tel Aviv. Men den plan møder nu kraftig modstand fra det israelske musikliv. 

Ye, bedre kendt som Kanye West, har i den grad været i modvind efter de seneste års mange antisemitiske udtalelser.

Nu forsøger han angiveligt at sige undskyld med en stor koncert i Israel.

Læs også: Kanye West taber retssag om “Donda”-sample


Ifølge det israelske medie Mako er koncertplanerne en del af Kanye Wests forsøg på at genoprette sit ry efter flere års kontroverser.

Blandt andet udgav han sidste år en sang med titlen “Heil Hitler” og har derudover solgt flere T-shirts med hagekors printet på trøjerne. Rapperen har dertil også sagt, at jøder burde “tilgive Hitler” og erklæret sig selv nazist.

Efter et møde med den israelske rabbiner Yoshiyahu Pinto i november 2025 begyndte rapperen offentligt at undskylde for udtalelserne. Tidligere i år skrev han blandt andet et åbent brev i Wall Street Journal, for at undskylde for sin tidligere opførsel.


Han har derudover forklaret, at mange af de kontroversielle episoder hænger sammen med, at han er bipolar, og at han som en del af det får maniske perioder, som han i dag er i behandling for.

Rapperen skulle i år have spillet en række store koncerter i Europa, blandt andet på Wireless Festival i London. Festivalen blev dog nødt til at aflyse, efter at Kanye West blev nægtet indrejse i Storbritannien af de britiske myndigheder.

Læs også: Mand anholdt efter drama: Forsøgte at sætte ild til Chris Browns hus


Israel er skeptisk
Flere personer i den israelske musikbranche er kritiske over for idéen om at lade Kanye West spille i landet.

Produceren Gadi Oron fortæller, at han tidligere har fået tilbuddet om at arrangere koncerten, men takkede nej. Sådan skriver Digital Music News, på baggrund af en artikel fra Mako.

“Kanye West vil virkelig gerne til Israel, fordi flere europæiske lande har afvist ham, og de har svært ved at få den europæiske turné til at hænge sammen,” siger han til Mako.


Han forklarer samtidig, at koncertproduktionen er så stor, at den kun ville kunne afvikles på et stadion i Ramat Gan.

Også Shaul Mizrahi, der ejer spillestedet Barbie Club i Tel Aviv, tager afstand fra planerne.

Han kalder det “smagløst” at hente Kanye West til landet og siger, at han vil opfordre til boykot af arrangører, der forsøger at gennemføre koncerten.


Sidst Kanye West spillede koncert i Israel var tilbage i 2015.

ANNONCE