Nyhed

Kneecap tvunget til at fjerne premierministers navn fra plakater

Reklamerne for det nye album Fenian blev ifølge gruppens manager afvist af Londons undergrundsbane for at være for politiske.

Kneecap har fået problemer med reklamerne til deres nye album.

Ifølge gruppens manager Daniel Lambert måtte de censurere plakaterne til albummet Fenian for at få lov til at hænge dem op i Londons undergrundsbane.

Læs også: Kneecap deler personlig sorg i ny kortfilm – se den her


Ifølge Daniel Lambert blev trioens originale plakat afvist, blandt andet fordi ordet “Fenian”, som er titlen på gruppens nye album, optrådte.

Ordet stammer fra en revolutionær bevægelse i 1800-tallet, som kæmpede for irsk uafhængighed fra det britiske styre. Siden da er ordet også blevet brugt som et nedladende skældsord mod irske nationalister og katolikker.

Kneecap har tidligere forklaret, at de med titlen forsøgte at tage ordet tilbage og bruge det som et symbol på fællesskab og identitet.


Foruden ordet “Fenian” kunne man på plakaten også se en række anmeldelser af albummet samt en kommentar fra den engelske premierminister Keir Starmer, der kalder trioen for “fuldstændig utålelig”.

Det var dog for meget af det gode for det engelske baneselskab Transport for London, også kendt som TfL.

Som man kan læse på de screenshots, som manageren har delt på X, skulle reklamerne nemlig være “helt upartiske og ikke politiske”.


Derfor blev gruppen nødt til at lave en alternativ version af plakaten.


Læs også: Fenian anmeldelse - Det er først, når de tager balaclavaen af, at man forstår, hvor gode de er

Transport for London afviser dog, at organisationen direkte bad gruppen om at ændre plakaterne.

I en udtalelse til Belfast Telegraph fortæller en talsperson, at TfL kun modtog den censurerede version af reklamen. Daniel Lambert er dog noget uenig i den forklaring.


X skriver han, at den originale version “ikke blev accepteret”, og at bandet derfor blev nødt til at indsende en ny udgave, hvor både albumtitlen og Keir Starmers navn var fjernet.

Albummet udkom den 1. maj og fik fem stjerner af vores anmelder, der blandt andet skrev, at Kneecap balancerer “mellem nådesløse bangers og personlig melankoli”, og at de med det nye album viser, hvorfor de er “en af hiphoppens mest gennemførte konstellationer lige nu.”

ANNONCE