Nyhed

Kultur og dans skal åbne nye døre for unge i Roskilde

Et nyt samarbejde vil bruge kreative fællesskaber til at styrke unges vej ind i arbejdslivet.

Kunst, kultur og bevægelse skal hjælpe flere unge videre. Nu lancerer det nordsjællandske initiativ Aspiranterne et nyt projekt i Roskilde. 

Læs også: CMAT om bodyshaming: “Jeg ville få lov til at nyde det mere, hvis jeg var tynd” 

Her skal dans og kreative arbejdsfællesskaber være omdrejningspunktet for projektet målrettet til udsatte unge.


Projektet bygger videre på et tidligere arbejde i Helsingør, hvor den socialøkonomiske fond Aspiranterne har arbejdet med at skabe nye veje ind i arbejdslivet gennem kulturinstitutioner. 

I Roskilde bliver aktiviteterne udviklet i samarbejde med teatret Aaben Dans, UngeGuiden under Roskilde Kommune og rådgivningsaktøren Den Fjerde Sektor.

Ifølge Aspiranterne handler indsatsen ikke blot om beskæftigelse, men også om at skabe fællesskaber, hvor unge kan udfolde sig kreativt og opdage nye ressourcer hos sig selv, skriver Kulturmonitor.


Med Aaben Dans som central samarbejdspartner får dans og bevægelse en særlig rolle i projektet. Målet er at lade de unge opdage kunsten som et aktivt arbejdsfællesskab. 

“Vi håber, at samarbejdet kan skabe bevægelse for nogle unge mennesker, der har brug for en anderledes vej ind i arbejdslivet. Vi skal gerne have alle med, og vi er håbefulde i forhold til, hvilke døre arbejdet med kreativitet, kunst og kultur kan åbne for de unge i projektet”, siger Signe Sønsthagen Weinreich, leder af UngeGuiden i Roskilde Kommune.

Projektet er støttet af Bikubenfonden og Roskilde Festival.


ANNONCE