Annika og Mumle lå sidste år tungt på de danske hitlister. Nu viser nye tal, at kvinder i dansk musik har udgivet dobbelt så meget musik som i 2021.
Kvindelige artister fylder mere og mere i det danske musikliv, både på hitlisterne og hos pladeselskaberne.
Sådan lyder konklusionen på IFPI Danmarks nye publikation Musikselskaber 2025, der samtidig viser, at markedet for indspillet musik voksede til 811 millioner kroner i 2025.
Læs også: Salget af vinyler er eksploderet de seneste 10 år
Rapporten viser blandt andet, at andelen af kvinder med aktive kontrakter hos et musikselskab er steget fra 22 procent i 2023 til 30 procent i 2025. Derudover er antallet af udgivelser fra kvindelige artister mere end fordoblet siden 2021.
Udviklingen kan også mærkes på hitlisterne. I 2016 udgjorde sange med kvindelige hovednavne blot fire procent af den danske top 100-hitliste. I 2025 er tallet femdoblet til 20 procent.
”Vi ser et voksende felt af stærke kvindelige artister, som fylder mere i både udgivelsesbilledet og på hitlisterne. Det er et vigtigt skridt mod en mere mangfoldig musikbranche, men også et område, hvor der fortsat er behov for fokus og langsigtede indsatser,” fortæller Karen Vincent, der er bestyrelsesleder i IFPI Danmark, i en pressemeddelelse.
En af de artister, der klarede sig særligt godt i 2025, var Annika, hvis sang “Stolt” feat. Lamin blev den fjerde mest lyttede sang i 2025.
Sangen stammer fra Annikas debutalbum AW, der samme år blev det mest lyttede danske album overhovedet. Det er første gang i 25 år, at en dansk kvindelig artist har taget førstepladsen på albumhitlisten.
En anden, der har klaret sig godt i 2025, er Mumle, der ligger på en 10. plads med sangen “Det modsatte”. Derudover har hun en delt førsteplads med Omar for sangen “Hele vejen”, som hun medvirker på.
Læs også: Dansk musik dominerer hitlisterne – 9 ud af 10 sange er danske
“Musikbranchen udvikler sig hurtigt. Derfor bliver arbejdet med stærkere rammer for dansk musik, innovation, trivsel og mangfoldighed kun vigtigere i de kommende år,” skriver Karen Vincent på LinkedIn.
Derfor lancerer organisationen nu en ny strategi frem mod 2030, der skal sætte fokus på at skabe bedre rammevilkår for dansk musik.





