Nyhed

Lars Lilholt får hyldestkoncert på festival – med hovedpersonen selv på scenen

På årets Blå Sol kan gæsterne opleve en række musikere fortolke Lars Lilholts største klassikere sammen med ham.

Tv-vært og Blå Sol-grundlægger Christian Degn mener ikke, at man behøver vente til eftermælet med at hylde en kunstner.

Derfor har han taget initiativ til en særlig koncert på festivalen, hvor Lars Lilholt bliver centrum for en musikalsk fejring – mens han selv står på scenen.

Læs også: Lars Lilholt havde både datter og barnebarn på scenen – den musikalske arvefølge er sikret


Den 6. juni danner Nordre Fælled i Randers ramme om koncerten, hvor blandt andre Shaka Loveless, Marie Frank, Karoline Mousing og Mellerup Efterskoles Gadeorkester fortolker sange fra Lars Lilholts mangeårige katalog sammen med ham.

"Hvorfor ikke give en kunstner lov til at opleve sin egen hyldest? Lars Lilholt har givet danskerne så mange sange og så meget kultur gennem årene," siger Christian Degn i en pressemeddelelse.

For Lars Lilholt handler aftenen især om mødet med de andre musikere.


"Jeg ser mest frem til at synge med Shaka, Marie, Karoline og Mellerupkoret," siger han.

Koncerten får også en personlig dimension, da Lars Lilholt i 2022 var igennem et alvorligt kræftforløb. Ifølge arrangørerne bliver aftenen derfor en fejring af både livet, musikken og fællesskabet.

Blå Sol afholdes den 6. juni i Randers og meldte udsolgt den 27. maj.


ANNONCE