Hendes gennembrudssingle har mere end en milliard streams – nu er Ravyn Lenae tilbage med ny musik.
Ravyn Lenae er klar med sit tredje album. Sangeren har annonceret, at Blue Island udkommer den 7. august.
Læs også: CMAT om bodyshaming: “Jeg ville få lov til at nyde det mere, hvis jeg var tynd”
Albummet bliver opfølgeren til Bird's Eye fra 2024, der indeholder hendes gennembrudshit "Love Me Not", som har rundet mere end en milliard afspilninger på streamingtjenesterne.
Sammen med albumannonceringen har r&b-stjernen også delt den nye single "Handle”, der ledsages af en musikvideo.
Om det kommende album fortæller Ravyn Lenae, at Blue Island repræsenterer et sted, hvor hun føler sig hjemme i sig selv og fri fra tidligere forventninger.
“Blue Island er et ankomststed og følelsen af at være tryg i den, jeg er. Jeg føler mig fri fra forudfattede idéer om Blackness eller om, hvad jeg burde være," forklarer hun i en pressemeddelelse delt af Pitchfork.
Det er den tredje single fra det nye album. Tidligere har hun udgivet “Bobby” og “Reputation” med Dominic Fike.
I forbindelse med albumudgivelsen drager Ravyn Lenae på en omfattende turné, hvor hun blandt andet gæster Syd for Solen torsdag den 13. august.


