Nyhed

TikTok og Universal indgår aftale om AI-musik

I 2024 endte et samarbejde i hårdknude, hvilket fik pladeselskabet til at fjerne al sin musik fra den sociale platform.

Generativ AI har presset musikbranchen ind i en ny virkelighed. Med få kliks kan alle nu lave musik på tjenester som Suno, der træner deres maskiner på musik, de ikke har rettigheder til.

Nu indgår TikTok og Universal Music Group en aftale, hvor de sammen skal arbejde med at fjerne uautoriseret AI-musik fra det sociale medie, skriver Billboard.

Læs også: The Strokes-guitarist trak sig — nu peger medier på forsangerens udtalelser


“Vi er stolte af det banebrydende arbejde, vi har udført med TikTok for at skabe omfattende fordele for vores kunstnere og sangskrivere,” fortæller Michael Nash, der er digital chef hos Universal.

I de første måneder af 2024 fjernede Universal Music Group hele sit musikkatalog med omkring fire millioner sange fra TikTok, efter en mislykket aftale mellem de to parter.

De to selskaber var især uenige om, hvor meget TikTok skulle betale Universals artister for brugen af deres musik, men Michael Nash har efterfølgende fortalt, at en konflikt om AI-musik også var med til at køre aftalen af sporet.


“Det de foreslog var at brugere ville kunne genere AI-indhold, og at det indhold ville blive betalt på lige fod med musikere. Det ville udvande kunstnernes royaltypulje,” fortalte Nash i Billboards podcast, On the Record.

ANNONCE