AC/DC-guitaristen Stevie Young er blevet indlagt på et hospital i Buenos Aires få dage før bandets tre udsolgte koncerter i Argentina.
AC/DC-guitaristen Stevie Young havde knap sat fod i Buenos Aires, før han pludselig blev sendt på hospitalet forud for tre udsolgte koncerter i landet.
Læs også: Copenhell fejrer 15 år med ny sang – og afslører massivt all star-show
Den 19. marts landede rockgruppen i byen Buenos Aires i Argentina, men kort efter deres ankomst fik den 69-årige guitarist Stevie Young det dårligt og blev for en sikkerheds skyld kørt til hospitalet.
Der er ikke blevet delt noget specifikt om musikerens tilstand, men hospitalet foretog en række test, og det ser ud til, at bandet bliver klar til at gå på scenen som forventet den 23. marts.
“Stevie har det godt og er i godt humør. Han glæder sig meget til at gå på scenen på mandag”, lød det fra en talsperson for bandet.
De tre koncerter i Buenos Aires er en del af AC/DC’s “Power Up”-turné, navngivet efter bandets seneste album fra 2020. Albummet var en hyldest til bandets grundlægger, Malcolm Young, som døde i 2017 af demens.
I 2014 trak Malcolm Young sig tilbage fra bandet, hvorefter hans nevø Stevie Young overtog rollen som guitarist i bandet.




