I sommers slog hun for alvor igennem med kæmpehittet "Ødelagt byen" – nu skal den unge popkomet spille for hele Danmark.
I 2025 udgav Augusta Schackinger sensommerens mest streamede sang "Ødelagt byen" sammen med Olivver, og siden da har hendes karriere taget fart.
Nu er den 20-årige musiker klar til at tage på sin allerførste turné og spille for hele landet.
Læs også: TikTok-berømmelsen var slet ikke steget hende til hovedet. Tværtimod
Hun offentliggør selv nyheden på sin Instagram og skriver: "Jeg tager på tour! Til efteråret tager jeg hele landet rundt med mit skønne band. Håber at se jer rundt omkring!"
På billedet deler hun turnéplanen, der afslører, at hun besøger 19 byer i løbet af efteråret. Blandt stederne, hun optræder, er Hotel Cecil i København, Studenterhuset i Aalborg og Train i Aarhus.
Augusta Schackinger er aktuel med singlen "Anerkender mig", en eftertænksom sang, der skildrer den sårbarhed, der opstår, når vi længes efter anerkendelse, som beskrevet i en pressemeddelelse.
Forvent mere musik fra den unge sanger i løbet af året – singlen er blot en smagsprøve på, hvad der kommer.
Til sommer kan du også opleve Augusta Schackinger på Nibe Festival og Smukfest.
Se hele turnéplanen i opslaget herunder.




