Hvordan føles det at have vundet en GAFFA-pris som Årets rocknavn?
– Da vi fik det at vide af vores manager, troede jeg faktisk, at det var en joke. Vi er et band, der er over 25 år gammelt, og det er jo en branche, hvor der stadig er et enormt fokus på det nye og det unge. Hvilket er helt fint, men man vænner sig til, at når man når op i en vis aldersgruppe, så har man ikke nogen forventning om at vinde noget som helst. Så jeg var ret overrasket og rigtig, rigtig glad, siger Morten Thorhauge.
Søren Balsner tilføjer:
– Jeg må sige, at jeg blev faktisk ret rørt. Især fordi det er publikum, der stemmer. Jeg blev virkelig beæret over bare at blive nomineret. Men at publikum derude, den gængse musiklytter, ligesom var inde og stemme på os, frem for alle de nye eller de store gamle, det synes jeg var helt vildt.
Forsanger Lau Højen stemmer i:
– Vi elsker at spille vores gamle sange, men det allerfedeste er, når man laver noget nyt i studiet, der overrasker en selv. Vi prøver konstant at skubbe vores lyd i nye retninger, og det er da smukt, at der er nogle, der ser det.
Hvad ser I mest frem til i 2026?
– Vi har en efterårsturné, hvor vi skal på klubturné for første gang i lang tid, tilbage til de steder, vi begyndte, Vega og Tobakken, og så det nye Train. Og så går vi ind i en sommer, hvor vi ikke spiller et eneste show for at fokusere på at skrive ny musik. Vi har ellers spillet hver sommer i de sidste 10-15 år. Det ser jeg lidt frem til med en eller anden form for bæven, jeg skal i hvert fald slukke Instagram i den periode, for ellers får jeg FOMO, siger Lau.
Hvad vil I sige til alle dem, der har stemt på jer?
– Kæmpe, kæmpe, kæmpe, kæmpe tak. Og hvor er vi beærede og glade og stolte. At vide, at der sidder nogen derude og lytter på det, man rent faktisk får lavet, og holder af det, og aktivt går ind og stemmer på det, det er sgu en motor, der holder os også i gang. Det er helt sikkert, siger Lau og Morten.
Interview af Ole Rosenstand Svidt