Nyhed

Copenhell fejrer 15 år med ny sang – og afslører massivt all star-show

Festivalen markerer jubilæet med fællessinglen "HellWalkers" og en storstilet koncert, der samler "det bedste fra den danske metalscene".

Copenhell runder 15 år – og fejrer det med både ny festivalsang og et ambitiøst all-star-show.

Den nye sang, "HellWalkers", er skabt af John Cxnnor sammen med det såkaldte Doom Squad, hvor Asger Mygind (Vola), Marika Hyldmar (Xenoblight), Thomas Burø (Lack) og Kriigerkvlt (Heilung) er medlemmer.

Læs også: Volbeat indtager Copenhell i 2026


Resultatet er et mørkt og brutalt nummer – eller "doom rave", som John Cxnnor selv kalder lyden – hvor tunge beats smelter sammen med vokaler fra den danske metalscene. Sangen er en hyldest til festivalens publikum og det fællesskab, der hvert år samles på Refshaleøen, lyder det fra arrangørerne.

Jubilæet stopper dog ikke ved en ny sang.

Fredag aften kulminerer fejringen med et stort all-star-show, hvor en lang række danske musikere går på scenen sammen i et nyt koncertformat. Ifølge festivalen bliver der tale om en engangsoplevelse, der spænder fra nye navne til etablerede legender.


Blandt de første all stars er Tim Christensen (Dizzy Mizz Lizzy), Allan Tschicaja (Pretty Maids), Lars Evers (Bersærk) og Nicklas Sonne (Defecto), ligesom flere medlemmer af både LLNN, Heilung og Vola også er afsløret til fejringen.

"Copenhells gæster kan godt begynde at glæde sig til en vild koncert med fuld tryk på både lyd, flammer og fyrværkeri," lyder det fra festivalen i en pressemeddelelse. 

Flere navne til koncerten bliver offentliggjort løbende. Festivalsarrangørerne afslører også, at "HellWalkers" bliver fremført live, når Copenhell finder sted fra den 24. til 27. juni 2026 på Refshaleøen.


Sangen er ude nu og kan høres her.

ANNONCE