Popstjernen mener ikke, at der er blevet taget nok hensyn til de mange berørte, der er nævnt i Epstein-filerne.
Jeffrey Epstein-filerne har trukket overskrifter verden over, men ifølge Dua Lipa har medierne svigtet de mange berørte ofre.
Læs også: Amerikansk politiker vil have Jay-Z afhørt i Epstein-sag
I sin podcast Service95 Book Club diskuterede Dua Lipa Epstein-sagen med sin gæst, forfatteren Roxane Gay. Afsnittet udkom søndag den 15. marts, og her kritiserede sangeren den mediedækning, der har været af sagen.
“Den måde, forbrydelserne er blevet omtalt på, og det sprog, der er blevet brugt, har gjort alle ofrene en kæmpe bjørnetjeneste,” siger hun ifølge Billboard.
Podcastens samtale drejer sig særligt om de millioner af filer, der blev frigivet den 30. januar.
“Jeg bliver ved med at tænke på alle de historier, der handler om de mindreårige piger og sexfesterne, i stedet for at skrive om ofrene, der var børn, som blev handlet med,” fortæller hun og tilføjer senere:
“Det lægger det hele ind under en eller anden form for slør for at beskytte – jeg ved ikke hvem, måske læseren – eller for at skjule, hvad der egentlig sker.”
Epstein blev anholdt for at være involveret i sextrafficking af mindreårige piger. Han tog i 2019 sit eget liv i fængslet, efter at have siddet der i 13 måneder.
BEMÆRK: Denne artikel omhandler seksuelle overgreb. Har du været udsat for voldtægt– eller er du i tvivl, om det er det, der er sket? Du kan ringe anonymt døgnet rundt til Lev Uden Vold-hotlinen på tlf. 1888.





