Multikunstneren har netop afsløret, at hun står på rollelisten i dramakomedien Drengestreger af William Sehested Høeg.
Emma Sehested Høeg er klar til sin første store hovedrolle på film.
Optagelserne til dramakomedien Drengestreger er netop i gang – med den danske multikunstner i centrum.
Læs også: Emma Sehested Høeg annoncerer koncert i Royal Arena
Filmen følger en folkeskoleklasse og deres forældre, hvor de voksnes bedste intentioner ender i kaos, da moren Stine (Emma Sehested Høeg) flytter sønnen Otto til en ny skole i håbet om en frisk start – men han hurtigt begynder at mistrives.
Udover den populære musiker og skuespiller byder filmen på en række kendte ansigter som Danica Curcic, Joachim Fjelstrup, Søren Malling, Simon Kongsted, Lotte Andersen, Mathias Bøgelund, Dulfi Al-Jabouri og Olivia Joof.
Bag kameraet står Emma Sehested Høegs bror William som instruktør. Drengestreger bliver hans spillefilmsdebut efter uddannelsen på Den Danske Filmskole og afgangsfilmen Sammen er du mere fra 2023.
Her arbejdede han også med lignende temaer, som dengang blev beskrevet som en mørk teambuilding-komedie om giftige gruppedynamikker.
Om arbejdet med Drengestreger siger han:
"Jeg er for evigt interesseret i at undersøge giftige gruppedynamikker, og jeg kan næsten ikke forestille mig en mere potentielt giftig situation end forældre, der både skal være løsningsorienterede og samtidig beskytte deres egne børn."
Drengestreger forventes at få biografpremiere til foråret 2027.




