Efter sangeren mistede sin mor i sommer, deler han syv sange om sin sorg.
Det var egentlig tanken, at det næste udspil fra Gobs skulle være en opfølger til kærlighedsalbummet Knuste hjerter heler aldrig.
Nu fortæller den danske musiker, at den kommende plade, Depressiv tankegang, er det sårbareste værk, han har lavet.
Læs også: Lola Young åbner op om scenekollaps: "Taknemmelig for, at det skete"
“Som sangene blev skrevet, blev det vigtigere og vigtigere for mig at få flere af dem med, der ærligt fortæller, hvordan de sidste 8–9 måneder har været,” skriver han på Instagram.
Den 27-årige sanger mistede pludseligt sin mor i juni 2025. Siden har han udgivet sangen “10.000 kilometer”, som udkom juleaften, til ære for hende.
“Sandheden er, at der er glimt – dage eller timer – hvor alting føles normalt. Men der er mindst lige så mange øjeblikke, hvor det føles som om hele verden falder sammen under mig,” fortæller han.
Det syv sange lange udspil indeholder gæsteoptrædener fra Rasmus Seebach og Ankerstjerne og lander den 27. marts.





