Den newzealandske musiker har tidligere imponeret anmeldere – nu slipper hun første smagsprøve fra det kommende album.
Da Aldous Harding udgav albummet Party i 2017 skrev vores anmelder: “Hvor fanden hun pludselig kom fra, ved ingen, men nu er hun her, og du er nødt til at tage stilling til det. For så godt er det!”
Nu er goth-folk-sangeren på vej med sit femte album, Train On The Island. Allerede nu deler hun den første smagsprøve med singlen “One Stop”.
Læs også: Farveblind løfter sløret for længe ventet debut – og danmarksturné
Det kommende album er co-produceret af John Parish, der især er kendt for sit samarbejde med PJ Harvey.
Den new zealandske sangers seneste album, Warm Chris fra 2022, høstede fem stjerner med ordene:
“Hardings vokaler er decideret personlighedsforvrængede, samtidig med at hun er helt tæt på lytteren, mens de klodsede, stærkt personlige sange oftest er enormt nedbarberede og iklædt en enormt analog produktion,” skrev vores anmelder.
Til juni vender hun tilbage til Danmark, når hun giver koncert i Store Vega den 17. juni 2026. Train On The Island udkommer den 8. maj.
Du kan lytte til “One Stop” herunder.


