Den britiske musiker har udgivet sit syvende album Trying Times og følger nu op med en lang koncertrække til efteråret.
Fredag den 13. bragte ikke ligefrem uheld til fans af James Blake. Den britiske musiker udgav nemlig sit nye album Trying Times – og annoncerede samtidig en kommende turné.
Læs også: Lil Nas X vil have udsat retssag om grov vold
Til efteråret drager den Grammy-vindende sanger på turné i Storbritannien og Europa, offentliggør han i et opslag på Instagram. Turnéen bringer ham blandt andet forbi Paris og Berlin, men James Blake har i øjeblikket ikke annonceret nogle danske koncerter.I opslaget skriver musikeren, at han glæder sig til at spille og fejre både ny og gammel musik sammen med sine fans.
Trying Times er hans syvende studiealbum, men det første siden bruddet med pladeselskabet Republic Records i 2024. Albummet markerer dermed også hans første udgivelse som uafhængig musiker.
James Blake forklarer selv, at Trying Times er hans egen absolutte yndlingsplade. Vores anmelder havde ikke helt samme oplevelse, men kvitterede albummet med tre stjerner og skrev:
“Trying Times er ikke et album, der udfordrer. Det er et album, der mest søger tilflugt i det genkendeligt sikre.”




