Nyhed

Joni Mitchell modtager stor hyldestpris

Efter et længere sygdomsforløb viser 60’er-ikonet sig igen på scenen - se hende give en helt særlig optræden ved prisuddelingen.

Det er ikke meget, man har set til Joni Mitchell på det seneste. 

Et længere sygdomsforløb har gjort, at den 82-årige kunstner ikke har vist sig i rampelyset. Men nu er hun så småt begyndt at vende tilbage med små optrædener. 

Læs også: Meryl Streep skal spille Joni Mitchell i kommende biopic


Ved dette års Juno Awards, der hylder den canadiske musik, viste Joni Mitchell sig endnu en gang på scenen for at modtage prisen for Lifetime Achievement. 

Mitchell modtog prisen af Canadas premierminister Mark Carney og roste ham i sin takketale for det generøse lederskab i Canada. Derudover fremhævede hun urolighederne i nabolandet USA og løftede til sidst sløret for, hvordan hendes liv ser ud efter sygdommen. 

"Jeg havde en [hjerne]aneurisme, som ændrede mit liv – mærkeligt nok til det bedre," sagde hun. 


"Jeg gik i koma, hvilket hjalp mig med at holde op med at ryge. Og mit hus blev fyldt med de mest vidunderlige sygeplejersker. Jeg var på farten med mænd i årevis; nu bor jeg med et hus fuldt af kvinder. Så mit liv har ændret sig til det bedre efter en katastrofe som en føniks."

Efterfølgende sang Joni Mitchell "Big Yellow Taxi" sammen med Sarah McLachlan og Allison Russell, der optrådte med en hyldestmedley til ære for musikeren. 

Arrangøren bag prisuddelingen, Canadian Academy of Recording Arts and Sciences, fortæller, at Mitchell bliver hyldet for at være "en af Canadas mest indflydelsesrige og vedvarende kreative stemmer". 


De fremhæver ydermere, at hun "har haft en dybtgående indflydelse på folke-, rock-, pop- og jazzmusik gennem sin karakteristiske stemme, innovative guitarspil og en unik evne til at skabe poetiske og tankevækkende tekster."

Joni Mitchell er gennem tiden blevet hyldet for sin kunst flere gange. I 1965 blev hun optaget i Rock Hall og 16 år senere i Canadian Hall of Fame.

Se optrædenen her:


ANNONCE