Flemming Møldrup kårer sig selv som den måske “største Harry Styles-fan over 55 år i det her land.”
Det er måske ikke den mest oplagte Harry Styles-fan.
Men i et langt opslag på Instagram erklærer Kender du typen-darlingen Flemming Møldrup sin begejstring for popstjernen – og især for musikerens nye album Kiss All The Time, Disco Occasionally.
Læs også: Heartland sætter fem nye navne på programmet
“Jeg er måske den største Harry Styles-fan over 55 år i det her land,” skriver han i opslaget.
Ifølge Flemming Møldrup har det nye album kun gjort ham til en endnu større fan. Han kalder udgivelsen for årets bedste album og roser især modet bag projektet.
Popstjernen kunne ifølge ham let have gentaget succesen fra det Grammy-vindende album Harry’s House fra 2022. I stedet valgte Harry Styles en ny retning.
“Han tog næsten fire år ud af kalenderen. Fire år. Og kom tilbage med et album, der ikke forsøger at gentage succesen, men tydeligt vil et nyt sted hen,” skriver Møldrup.
I opslaget fremhæver han blandt andet albummets blanding af disco, synthpop og indiedance, samt samarbejdet med Harry Styles’ faste producere Kid Harpoon og Tyler Johnson.
“For mig findes der simpelthen ikke et eneste dårligt nummer på pladen,” skriver han og kalder albummet gennemført.


