Nyhed

Kid Rock kalder Live Nation aftale for “en joke”

Selvom han generelt bakker op om den amerikanske præsident, retter Kid Rock nu stor kritik mod forliget mellem koncertgiganten og det Trump-ledte justitsministerium.

I sidste uge indgik Live Nation et stort forlig med det amerikanske justitsministerium i den omfattende retssag mod koncertgiganten.

Det er dog ikke noget, den amerikanske countrymusiker Kid Rock har været særlig begejstret for. I en udtalelse til New York Times fortæller han, hvor chokeret han var over, at aftalen gik igennem.

Læs også: Dommer presser på for hurtig løsning i Live Nation-sag


“Jeg forstår ikke, hvorfor de vil indgå et forlig. Hvorfor ikke bare lade det gå sin gang? Lad os se, hvad 12 mennesker beslutter,” siger han med henvisning til retssagens 12 jurymedlemmer.

Oprindeligt blev retssagen ledt af 39 stater samt det amerikanske justitsministerium under ledelse af Trump-regeringen. Siden da har justitsministeriet og tre stater valgt at indgå et stort forlig med koncertselskabet.

Kid Rock skulle selv have vidnet i sagen, men med forliget er de planer indtil videre lagt på hylden.


Senest har Kid Rock udtalt sig til tv-programmet Fox & Friends, hvor han forklarer, hvor latterligt han synes forliget er.

“De kan komme efter mig, lige så tosset de (Live Nation, red.) har lyst. Jeg kunne ikke være mere ligeglad. I kommer efter mine fans, som uden for vores militær er de bedste, dette land har at tilbyde. Hårdtarbejdende mennesker vil bare gerne kunne more sig – altså, det her er jo en joke.”

Aftalen indebærer, at selskabet skal betale en milliardbøde til de involverede stater. Samtidig vil forliget føre til strengere regler for Live Nation og datterselskabet Ticketmaster, der som en del af forliget vil skulle åbne deres platform op for konkurrenter.


Derudover vil Live Nation også skulle trække sig fra en række større bookingaftaler med spillesteder for at give mere plads til andre aktører.

Læs også: Lars Boje vil gøre op med politikernes "sugar daddy-rolle" i kulturlivet

Forliget er efterfølgende blevet afvist af flere af de involverede stater, da de ikke mener, at aftalen reelt set vil ændre på den nuværende situation.


Kid Rock er dog langt fra den eneste, der er utilfreds med aftalen. Blandt de mest fremtrædende kritikere er New Yorks justitsminister Letitia James, der har kaldt det for en parodi uden nogen egentlige konsekvenser for koncertgiganten.

“Det for nylig annoncerede forlig med det amerikanske justitsministerium undlader at adressere det monopol, der ellers er helt centralt for sagen. I stedet vil forliget blot gavne Live Nation på bekostning af forbrugerne,” fortæller hun i en pressemeddelelse og fortsætter sin kritik:

“Mine kollegaer fra justitsministeriet og jeg selv har en stærk sag mod Live Nation, og vi vil fortsætte vores retssag for at beskytte forbrugerne og genoprette en fair konkurrence i live-underholdningsbranchen.”


Efterfølgende har 36 stater valgt at gå videre med retssagen uden om justitsministeriet. Retssagen startede derfor op igen mandag den 16. marts.

ANNONCE