“Jeg kan ikke vente med at komme tilbage og give jer et kram,” lød det fra rapperen uden for retssalen.
Lil Nas X er tilbage i retten, hvor rapperens advokat nu beder om at få udsat sagen.
Læs også: Lil Nas X kommer med første udtalelse siden anholdelse
Rapperen, hvis rigtige navn er Montero Lamar Hill, blev den 21. august 2025 stoppet på gaden tidligt om morgenen, mens han kun var iført undertøj og cowboystøvler. Det fik tre politibetjente til at henvende sig til ham, hvilket efterfølgende endte i en konfrontation.
Ifølge politiet blev en af betjentene angrebet af rapperen, hvorefter de anholdte ham med anklager om grov vold mod politiet.
Musikeren modtog fire sigtelser for hændelsen: tre tilfælde af vold med tilskadekomst mod en politibetjent og én sigtelse for at have ydet modstand mod en offentlig tjenestemand. Montero Hill nægtede sig skyldig i anklagerne ved retssagens start den 17. november 2025.
Den 12. marts fortsatte retssagen. Her bad Monteros advokat, Christy O’Connor, om at få sagen udsat, så rapperen i stedet kan blive overført til et omdirigeringsprogram, som muligvis kan være et misbrugsbehandlingsforløb.
Hvis O’Connors forslag går igennem, vil det betyde, at anklagerne mod rapperen frafaldes, så længe han gennemfører et aftalt behandlingsprogram.
Læs også: Retten stopper terroranklager mod Kneecap-medlem
Advokaten kom ikke nærmere ind på det specifikke behandlingsprogram, men udtalte, at hun ventede på en ekspertrapport, der skal støtte op om anmodningen, skriver Rolling Stone.
Grammy-vinderen sendte også en kort hilsen til sine fans foran retsbygningen, hvor han sagde: “Jeg kan ikke vente med at komme tilbage og give jer et kram.”
Hvis rapperen dømmes, kan han få op til fem års fængsel.
Lil Nas X har dog stadig planer om at udgive et nyt album i løbet af 2026 under navnet Dreamboy. Albummet følger op på ep’en Days Before Dreamboy, der udkom i marts 2025.
Rapperen forventes at vende tilbage i retten den 6. april.





