Arrangøren, der står bag festivaler som Copenhell og Heartland, har nu forpligtet sig til at sikre mere inklusion i livemusik verden over.
"Vi ønsker, at alle føler sig velkomne, selvsikre og i stand til at nyde livemusik."
Sådan fortæller en talsperson for Live Nation, som er i gang med at gøre festivaler mere tilgængelige for mennesker med handicap, skriver NME.
Læs også: Roskilde Festival afslører 15 nye navne – Zar Paulo lukker Arena
Ændringerne kommer i kølvandet på festivalerne Wireless i 2022 og Download i 2023. Her blev der rapporteret problemer med udsyn til scenen, medarbejdere der tvivlede på menneskers handicap og manglende handicaptoiletter.
Det fik organisationen The Equality and Human Rights Commission (EHRC) til at indgå en lovligt bindende aftale med Live Nation, der sikrede at selskabet arbejdede med at gøre festivaler mere tilgængelige for mennesker med handicap.
Ifølge en talsperson for EHRC vil aftalen skubbe til andre arrangører for at gøre det samme.
"Festivaler skal være et sted hvor alle kan have det sjovt og skabe varige minder," fortæller Mary-Ann Stepherson.
Live Nation, som står bag festivaler som Copenhell, Heartland og Suset, arbejder nu med at lave tilgængelighedsguides, inklusionstræning og guidelines for medarbejdere i hele organisationen.
"Vi vil fortsætte med at lytte, lære og forbedre os, så alle fans føler sig inkluderede til vores events," fortæller en talsperson fra Live Nation.





