Sidste år faldt stjernen om under en koncert. Nu fortæller hun, hvad der skete – og om efterspillet.
2025 har budt på massiv opmærksomhed omkring den britiske sanger Lola Young, der for nylig kunne tage en Grammy for Best Pop Solo Performance.
Det blev også året, hvor hun udgav sit fjerde album I’m Only F**king Myself og annoncerede en efterfølgende turné.
Men det hele tog en dramatisk drejning, da Young faldt om midt under sin optræden på All Things Go-festivalen i New York.
Læs også: Lola Young er tilbage – og lover ny musik
Sangeren har ikke udtalt sig offentligt om hændelsen siden. I et nyt interview med Rolling Stone fortæller hun nu om tiden efter den dramatiske koncert.
Lola Young har fra begyndelsen været åben om sit mentale helbred og sine diagnoser. Derfor er det også vigtigt for hende at finde en balance i det travle stjerneliv.
"Du vil gerne sige ja til alt, fordi det hele ligger lige foran dig. Men du er også nødt til at balancere det med dit mentale helbred," siger hun.
Efter kollapset skrev Young på Instagram, at hun ville trække stikket i en periode. Kort efter gik hun i en slags lockdown uden telefon og kontakt til omverdenen for at arbejde med sit mentale helbred og bearbejde sit misbrug. Det var i samme periode, at Grammy-nomineringerne landede.
Siden hun forlod behandlingsstedet, er hun begyndt at gå til AA-møder.
Sangeren fortæller, at hun efterfølgende er blevet mere bevidst om, hvor vigtige fridage er – tid, hun nu bruger på venner og familie.
Kollapset på scenen gik viralt på sociale medier, og Young har også selv set optagelserne. Selvom det ikke er rart at se sig selv i den tilstand, siger hun, at hun i dag er taknemmelig for, at det skete:
"Det var et vendepunkt, der har gjort, at jeg er her i dag – og har gjort mig bedre for mine fans, for fremtiden og for mig selv."





