I samarbejde med Kræftens Bekæmpelse inviterer Musik For Livet til en intim fællessangskoncert for at støtte børn ramt af kræft.
Et nyt musikprojekt vil samle både musikere og publikum om en fælles oplevelse med et større formål.
Med initiativet Musik For Livet vil Kræftens Bekæmpelse i samarbejde med blandt andet Jung og Mads Langer lave en støttekoncert for børn ramt af kræft.
Læs også: Er der plads nok til alle musikere i medierne?
Ideen med initiativet er at skabe en fællessangsoplevelse, hvor musikerne sammen med publikum skaber et musikalsk rum med plads til både nærvær og fællesskab, skriver Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.
I alt byder initiativet på tre koncerter den 24. maj samt den 8. og 9. juni. Udover Mads Langer og Jung kan man også opleve musikere som Pauline, Patina, samt Julia Maria og Rasmus Skov Borring.
For både Jung og Mads Langer er projektet også personligt. Begge har haft kræft tæt inde på livet og har oplevet, hvordan musik kan spille en særlig rolle i svære perioder.
"Jeg har selv oplevet at synge for en, jeg havde kær, i den sidste tid, og der mærker man, hvordan musikken skaber et rum af kærlighed, ro og fred. Med Musik For Livet vil vi skabe en form for ’kærlighedskrig’, hvor vi løfter os sammen og minder hinanden om, hvad livet egentlig handler om: at turde holde hjertet åbent, selv når det er sværest," siger Mads Langer.
Læs også: Enigheden om kulturens pressede vilkår er stor blandt spidskandidaterne
Jung har også været berørt af sygdommen, og derfor har bandet takket ja til at optræde.
"Jeg har selv haft kræft tæt inde på livet, og har set, hvordan det påvirker de efterladte børn. Derfor giver det total mening at bruge musikken til at skabe et rum, hvor man kan være i de svære følelser sammen. Der er ikke noget, der kan fjerne smerten, men fællessangen kan skabe en åbning ind til et nærvær, hvor man føler, at man ikke står alene med sorgen," fortæller Sigurd Boesen fra Jung.
Musik For Livet samler samtidig ind til indsatsen "Kræft er ikke for børn", som arbejder for at støtte børn og familier ramt af sygdommen.
"Musik For Livet handler om at forene glæden ved musik, fællesskab og lysten til at gøre en forskel for børn og unge med kræft tæt inde på livet. Musik samler os på tværs af generationer. Alle kan være med - jo flere vi er, jo større forskel gør vi," siger Lise Atzen Bjerregaard, kampagneansvarlig for Kræft er ikke for bør.
Læs mere om initiativet her.





