Nyheden om, at rockbandet snart udgiver sit tiende album, blev offentliggjort 33 kilometer oppe i atmosfæren.
Muse har længe eksperimenteret med sci-fi i deres musik.
Nu tager det britiske band skridtet videre og annoncerer deres kommende album og nye single fra rummet.
Læs også: Højaktuelt Muse-interview fra 2015: "Teknologi har gjort os til dræbermaskiner"
En lille tablet bliver i et videoklip fløjet 33 kilometer op i rummet, hvor den lyser op med ordene: “Incoming transmission / Muse / New album: The Wow! Signal.”
Bandets tiende album The Wow! Signal er opkaldt efter et “kraftfuldt 72-sekunders radiosignal” der blev opsnappet i 1977 og har givet spekulationer om “en mulig udenjordisk kilde,” lyder det i en pressemeddelelse, ifølge Pitchfork.
Astronomen, der opsnappede signalet, skrev “Wow!” på sit papir og gav signalet – og Muses album – sit navn.
Allerede nu kan du høre singlen “Be With You" fra det kommende album, som bliver beskrevet som “et mix af kosmisk mysterie, eksistentielt håb, og en spændende mulighed for kontakt med noget meget større end os selv.”
Albummet følger op på Will of the People fra 2022, der modtog tre stjerner af vores anmelder, der kaldte det “kun cirka et halvt godt og interessant”.





