Med årets program ønsker festivalen at vise den elektroniske musiks mange forskellige udtryk.
For femte gang åbner O Days døren til en københavnsk elektronisk festival.
Med et program, der allerede byder på kunstnere som Von Quar, Elsked og Nia Archives, er de klar til at løfte sløret for 13 nye navne, der fuldender årets hovedprogram.
Læs også: O Days er klar med de 17 første navne – Disclosure, Von Quar og Nia Archives iblandt
PinkPantheress er et af årets hovednavne. Producer og sangskriverens popularitet har for alvor taget fart med albummet Fancy That, som hun efterfølgende har lavet en remixudgave af – Fancy Some More?. For nylig vandt hun en Brit Award for årets producer, hvilket hun både er den yngste nogensinde til at modtage, men også den første kvinde.
"Vi er meget glade for at det endelig ser ud til, at kvinder bliver anerkendt for deres arbejde bag knapperne på tidens største hits, og vi er stolte af at præsentere en artist med en så unik lyd og tilgang til hendes musik," siger Karolina Kozlowska, booker hos O Days, i en pressemeddelelse.
Årets andet hovednavn er Sugababes, der tager velkendte hits med sig. I løbet af 2025 har de udgivet nye singler som "Jungle", "Weeds" og "Shook", mens de også medvirker på PinkPantheress’ sang "Nice to Know You" fra hendes remixalbum.
Det sidste store navn i dagens afsløring er Overmono, der består af de to britiske brødre Tom og Ed Russell. De vil tilføje walisiske elektroniske hits og vise en del af den elektroniske scenes mange udtryk.
Resten af annonceringen byder både på danske kunstnere som Astrid Engberg, Erika de Casier, Prom Night, Salt Fat Acid Jazz og Smag På Dig Selv, mens Killen. kommer fra Sverige. Fra Storbritannien kommer dj’en Joe Armon-Jones og Jayda G, og Bambii tager vejen fra Canada. Det portugisiske dance music-projekt Buraka Som Sistema lægger også vejen forbi.
Få et overblik over dagens offentliggørelse herunder.





