“Jeg vidste ikke, at der fandtes reelle sager om misbrug,” fortæller musikeren, efter at have mødt kritik for sine udtalelser om den kendte maler.
Den evige diskussion om, hvorvidt man kan adskille kunsten fra kunstneren, har bragt Rosalía i modvind.
Musikeren fortæller i podcasten Spotify Presenta fra den 3. marts, at hun adskiller de to ting, når det kommer til Picasso. Men den kommentar trækker hun nu tilbage.
Læs også: Cataloniens stolthed har begået et mesterværk
Med beskyldninger om krænkelser og misbrug er den afdøde malers forhold til kvinder et omdiskuteret emne – men Rosalía fortæller, at hun ikke kendte til omfanget af beskyldningerne mod Picasso, inden hun medvirkede i podcasten.
"Jeg vil gerne undskylde, hvis jeg udviste manglende sensitivitet under samtalen med Mariana (podcastværten, red.), og for den fuldstændige mangel på empati over for de kvinder og deres vidnesbyrd," siger hun på spansk i videoen på TikTok, skriver NME.
Hun understreger desuden, at hun er feminist, og at hun ikke har det godt med de ting hun sagde i podcasten.
“Det er vigtigt at lade være med at tale om bestemte ting, når man ikke har nok viden. Jeg troede personligt, at Picasso var en stor mand, sådan som folk tidligere har sagt. Men jeg vidste ikke, at der fandtes reelle sager om misbrug.”
Læs også: Det er et farligt tegn, når Yungblud bukker under for folkedomstolen
Rosalía har netop skudt sin hidtil største turné i gang, der kommer i kølvandet på hendes seneste album, LUX.
Albummet blev kaldt et mesterværk og fik fuld plade med seks stjerner af vores anmelder, som skrev: "Den næsten selvsikre og bombastiske triumf er parret med en skrøbelighed, som viser mod og river dit hjerte i stykker.”
@rosalia ♬ sonido original - La Rosalia





