Nyhed

Roskilde Festival offentliggør alle navne til First Days

Blandt de nye tilføjelser er popkometer som Will og Karoline Mousing.

Flere af Roskildes festivalgæster står allerede klar ved hegnet lørdag morgen for at få den helt rigtige campplads. 

Inden programmet for alvor bliver skudt i gang onsdag den 1. juli, kan alle de hardcore campere nyde en masse musik under de såkaldte First Days – og hele programmet er netop landet.

Læs også: Roskilde Festival afslører 28 nye navne – Addison Rae spiller første danske koncert


"Det er en stor og divers programlægningsgruppe, der står bag Roskilde Festivals musikprogram til First Days, hvor frivillige programlæggere spiller en vigtig rolle. De er med til at sikre, at vi når rundt i mange afkroge af det musikalske landskab," siger Roskilde Festivals musikchef, Thomas Sønderby Jepsen og fortsætter:

"First Days handler om nysgerrighed, nyskabelse og om at opleve noget, man måske ikke kendte, men bliver smaskforelsket i. Og jeg tør godt love, at der venter festivaldeltagerne store opdagelser."

Publikum kan blandt andet glæde sig til at bevæge sig ind i poppens univers med Augusta Schackinger, Karoline Mousing og Berg, der alle har flere headliner-koncerter i kalenderen i år. 


Will står også på plakaten. Han debuterede i 2024 med singlen "Passer på" og arbejder med en alternativ poplyd, der blander sig med hiphoppen. 

Netop hiphop og rap får også sin plads i de første dage på Roskilde Festival, når musikere som Zuloo, Ozzy og Oskar Witt indtager scenen. 

Programmet byder derudover på en del undergrundsnavne, hvor punk, hardcore og metal får lov til at brage gennem højtalerne – det skal Demersal, Pistol Pistol Pistol og Salver nok sørge for. 


Flere artister fra både Sverige, Norge, Island og Finland kigger desuden forbi festivalens første par dage. 

 

ANNONCE