Michael Williams, Lea Romea og Chris Burton er føjet til plakaten for den aarhusianske forårsfestival.
Spot Festival har netop offentliggjort otte nye navne til programmet for 2026, når festivalen igen indtager Aarhus til maj.
De nye tilføjelser spænder fra soloartister til energiske bands og bevæger sig på tværs af hiphop, pop, rock og r&b – med både personlige fortællinger og koncertenergi på programmet.
Læs også: Wet Leg klar med ny støttesang: "Det er vitterligt det mindste, du kan gøre"
På popscenen kan publikum blandt andet opleve Bjørn, Chris Burton og Lea Romea.
Bjørn er kendt for stærke beats og personlige tekster, der både reflekterer og pulserer af energi.
Chris Burton vender tilbage til scenen efter en periode som sangskriver for andre kunstnere. Med euforisk popmelankoli og titlen som P3's Uundgåelige i bagagen har mange allerede fået øje på ham. Han kan også opleves til GAFFA Prisen i marts.
Lea Romea har også markeret sig med sine følelsesladede tekster. På sin seneste single "Slip slip" med Mas dykker hun ned i spændingsfeltet mellem venskab og kærlighed og viser en kunstner, der ikke er bange for at sætte ord på svære følelser.
Festivalgæster kan desuden opleve bands som Upland 54, Ponny, Spawner og Slush Eyes, samt den anerkendte rapper Michael Williams.
De nye navne slutter sig til et program med musikere som Kedde, Demersal og Augusta Schakinger.





