Nyhed

Vandkantsfestivalen er klar med årets program – Snuggle iblandt

Dagens annoncering favner bredt blandt musikkens genrer og stemninger, mens publikum kan se frem til både velkendte og nye artister.

Høst Møn slår endnu engang dørene op for en festivalsæson på Masnedøfortet. De første otte navne er nu klar, mens flere er i vente. 

Gæsterne kan se frem til flamsk punk, rockede stjerneskud og klubmusik.

Læs også: Syd for Solen afslører fire nye navne til 2026


"Det er lykkedes at lave et program med både støj, skønhed, tempo og ballader. Også med bidende internationale navne. Programmet er 'fuldendt', men man kan roligt regne med, at vi disker op med et par spændende navne til. Vi glæder os til at holde en kæmpefest ved vandet," siger Kasper Boye, formand for Høst Møn, i en pressemeddelelse.

Dagens annoncering bevæger sig meget i det funk-rockede univers. Boko Yout blander genrer som "Afro-Grunge" med punk-funk og alternativ rock, mens Angående Mig leger med den akustiske folkemusik og punkens vrede. I august udgav hun sin første ep efter debutalbummet i 2023. Her kvitterede anmelderen med fire stjerner. 

Det danske band Spawner kigger også forbi festivalen, som det helt nye rock-stjerneskud, de har cementeret sig som. Deres debutalbum udkom i oktober og fik fire stjerner af GAFFAs anmelder. 


Den rockede scene får også besøg af School of X, Snuggle og Maria Iskariot, der som det flamske band selv beskriver, leverer "halvvoksen kvindelig punkrock." 

Miaw sørger for klubbens toner med inspiration fra shoegaze og 90’ernes trip-hop, og sidst men ikke mindst kommer Majke Voss, der for første gang i 10 år er klar med en ny udgivelse.

ANNONCE