Ian Gillan blev i sidste måned pludselig indlagt på hospitalet, og kort efter måtte rockveteranerne aflyse hele deres igangværende europaturné. Nu fortæller han, at han har det bedre.
For godt en uge siden måtte Deep Purple udskyde resten af deres europæiske turné, efter at forsanger Ian Gillan pludselig blev indlagt på hospitalet.
Nu er der heldigvis kommet godt nyt fra den 81-årige rockveteran.
Læs også: Deep Purple aflyser hele deres europæiske turné
“Jeg fik foretaget en operation i går, og det gik godt. Nu skal jeg hvile, så jeg kan komme mig helt og være så frisk som muligt, inden jeg vender tilbage til arbejdet. Tak til jer alle for jeres tålmodighed og forståelse. Det sætter jeg virkelig pris på, og jeg undskylder for alt besværet,” skrev Ian Gillan i et opslag på Facebook lørdag den 7. november.
Problemerne begyndte, mens bandet var på turné i Tyskland. Her blev sangeren indlagt, hvilket gjorde, at bandet måtte aflyse deres planlagte koncerter i Leipzig den 31. oktober og i Hamburg dagen efter. Få dage senere blev resten af turnéen i Europa og Storbritannien også udskudt.
Hvad Ian Gillan præcis fejler, har han stadig ikke fortalt. Men i et opslag på Instagram gjorde han det klart, at det var for farligt at fortsætte:
“Jeg havde håbet, at jeg ville få grønt lys til at holde ud, til turnéen var slut, men der er meget alvorlige risici forbundet med, at jeg gør det,” skrev han.
Da Deep Purple gav koncert i Royal Arena, var der ingen slinger i valsen ifølge vores anmelder, der kvitterede med fem stjerner og ordene:
"De formåede at være overbevisende, både da de spillede spændende nye numre, og da de fik folket op af sæderne med folkekære klassikere fra fars ungdom."





