Nyhed

Leonard Cohens søn annoncerer dansk koncert – med sin fars musik

Ti år efter musikeren bag klassikere som "Hallelujah" gik bort, kan publikum opleve hans sange med sønnen Adam Cohen på scenen.

Ti år efter Leonard Cohens død får hans sange nyt liv på en europæisk turné, hvor sønnen Adam Cohen står i spidsen for hyldesten.

Den 11. februar 2027 kommer han til Danmark, hvor han indtager Falkonersalen med koncerten Everybody Knows Leonard Cohen.

Koncerten markerer tiåret for Leonard Cohens død og byder på sange fra hans store bagkatalog, blandt andre "Hallelujah", "Suzanne", "So Long, Marianne" og "I'm Your Man".


Det er den første officielle hyldestturné, som familien selv arrangerer, siden den store mindekoncert i Montreal i 2017. Her optrådte blandt andre Lana Del Rey, Feist og The Lumineers.

Læs også: Leonard Cohens bo efter Trump-rally: "Hallelujah" blev brugt uden tilladelse

Adam Cohen tager også arkivfotografier og filmoptagelser fra sin fars liv og karriere med på scenen.


Leonard Cohen døde 7. november 2016, 82 år gammel. Han debuterede som musiker i 1967 med albummet Songs of Leonard Cohen, der blandt andet indeholder "Suzanne" og "So Long, Marianne". Inden da havde han allerede markeret sig som digter og forfatter i hjemlandet Canada.

Leonard Cohen spillede sidst i Danmark i 2013, hvor han gav koncert i Kongens Have i Odense. Dengang gav GAFFAs anmelder koncerten fem stjerner og kaldte den en "uforglemmelig aften".


ANNONCE