Nyhed

Macklemore er blevet afvist af ni store spillesteder i USA

Rapperen har beskyldt flere amerikanske spillestedsejere for at forsøge at lukke munden på ham. Nu reagerer et af de største koncertarenaerne.

Efter tre udsolgte velgørenhedskoncerter i Europa var planen, at den amerikanske rapper Macklemore skulle fortsætte sin Free Palestine Tour i USA.

Men ifølge rapperen blev flere tilbud om ledige koncertdatoer trukket tilbage, da spillestederne fandt ud af, hvad koncerterne handlede om.

Læs også: Greta Thunberg åbnede for Macklemore til palæstinensisk velgørenhedskoncert


I et opslag på Instagram oplyser han, at ni store spillesteder har sagt nej til at lade ham spille, heriblandt Madison Square Garden i New York og Barclays Center i Brooklyn.

"I mine mere end 20 år som turnerende artist har jeg aldrig oplevet noget lignende," skriver han.

Madison Square Garden afviser selv, at beslutningen skulle være politisk motiveret.


"Vi har nogle af verdens mest bookede spillesteder med yderst begrænset tilgængelighed. Derudover er han ikke en artist, der kan fylde arenaer," siger en talsperson for MSG Entertainment til TMZ.

Macklemore mener selv, at afslagene er en del af et større mønster, hvor artister, der støtter Palæstina, udsættes for pres.

"Der kommer flere koncerter for Palæstina. Vi bygger vores egne scener. De ejer måske spillestederne, men de ejer ikke de mennesker, der fylder dem," skriver han på Instagram.


I september blev rapperen fjernet fra Ed Sheerans USA-turné efter flere udtalelser til støtte for Palæstina. Flere opvarmningsnavne trak sig efterfølgende fra turnéen i solidaritet med Macklemore, herunder Lukas Graham.

ANNONCE