Den amerikanske sangers kæmpe hit "All I Want for Christmas Is You" er fast inventar på enhver juleplayliste. Nu kommer hun til Danmark.
Det er otte år siden, Mariah Carey sidst gav koncert i Danmark. Nu vender hun tilbage til næste år.
Koncerten, der er en del af den amerikanske sangers Firefly-turné, finder sted torsdag den 24. juni 2027 i Mølleparken i Sønderborg.
Læs også: Så mange millioner tjener Mariah Carey hvert år på verdens største julehit
“Det er noget helt særligt at kunne sige, at Mariah Carey kommer til Sønderborg. Vi taler om et navn, man normalt forbinder med verdens største scener. Vi er utrolig stolte af, at Mølleparken skal danne rammen om hendes eneste koncert i Danmark i 2027,” siger Jes Johansen fra Kulturpartneren, der står bag koncerten.
Det bliver hendes eneste danske koncert i 2027, skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.
Mariah Carey har været en af popmusikkens største stemmer i mere end tre årtier og står blandt andet bag sange som “Without You”, “Hero”, “Fantasy”, “We Belong Together” og ikke mindst kæmpehittet "All I Want for Christmas Is You", som er fast inventar på enhver juleplayliste.
Derudover har hun solgt over 200 millioner albums, vundet fem Grammy-priser og som den eneste musiker toppet den amerikanske hitliste Billboard Hot 100 med hele 19 sange.
Sidste gang hun spillede i Danmark, var i 2019 i Aalborg Kongres & Kultur Center.
Sidst vi anmeldte hende, var dog i 2016, hvor hun fik fire stjerner fra vores anmelder, der skrev, at "det var svært ikke at overgive sig, da bandet indfandt sig og satte i med nummeret 'Fantasy', mens aftenens absolutte hovedperson som en anden Cleopatra blev båret ind, højt hævet på en rød chaiselong-sofa."








