Det nye selskab byder på en række retreats med meditation og lydhealing sammen med popsangeren. Det er dog langt fra første gang, hun prøver kræfter med sundhedsbranchen.
Medina er normalt kendt for hits som “Kun for mig” og “Ensom”. Nu tager popstjernen på et nyt forretningseventyr.
Den 31. oktober blev popsangeren nemlig direktør i firmaet Ethos World. Det fremgår på Lasso.
Læs også: Medina og Kesi køber sig ind i dansk firma
Det nye firma skal afholde aktiviteter inden for wellness, personlig udvikling, livsstil og velvære og afholder både kurser, workshops og retreats.
De tre første retreats foregår den 16., 17. og 23. november i samarbejde med det holistiske magasin Prana, fremgår det på Ethos Worlds hjemmeside.
Her skal Medina sammen med den spirituelle coach og yogainstruktør Sharon Bowen stå for et fem timer langt retreat på Aya House i Fredensborg, der blandt andet byder på meditation, lydhealing og åndedrætsøvelser.
Det er ikke første gang, at popmusikeren går ind i sundhedsbranchen, der tidligere har været en del af kosttilskudsvirksomheden Wellexir. Det firma trak hun sig dog ud af i oktober, hvorefter hun i november sammen med blandt andet Kesi købte sig ind som investor i et andet dansk kosttilskudsfirma, Aioss.
Derudover har hun også åbnet en børnecafé sammen med partneren Roxana Dagmara Wegener, der dog måtte lukke ned i sommers.
Medina debuterede i 2007 med albummet Tæt på. Sidst hun blev anmeldt i GAFFA, var til Syd For Solen, hvor hun ifølge vores anmelder “fik hele pladsen til at give slip og skråle højt”. Anmelderen kvitterede med fem stjerner.





