Det danske dødsmetalband har allerede spillet med nogle af genrens største navne. Nu afslører de fire nye koncerter.
Neckbreakker har på få år fået hul igennem til udlandet, men i maj 2027 kan danske fans igen opleve dem på hjemmebane, når de spiller fire danske koncerter.
Dødsmetalbandet fra Silkeborg tager nemlig på danmarksturné, hvor de spiller fire koncerter under navnet 4 Nights of Death. Turen går forbi byerne Odense, Aarhus, København og Aalborg.
Neckbreakker udgav debutalbummet Within the Viscera i 2024 og har siden fået godt fat i den internationale metalscene. De har blandt andet spillet med Slayer og Gojira og optrådt på festivaler som Wacken Open Air, Hellfest og Copenhell.
"Hvis du ikke har fået øje på Christoffer Bach Kofoed og resten af Neckbreakker endnu – så kommer det til at ske!" skrev GAFFAs anmelder efter koncerten på Copenhell 2026 og gav fem stjerner.
Læs også: Det er så teknisk svært, det Neckbreakker gør
Deres turné begynder på Posten 13. maj og fortsætter dagen efter på VoxHall. Den 21. maj står Amager Bio for tur, inden bandet runder af på Skråen 22. maj.
Neckbreakker er også annonceret til Copenhell 2027, der finder sted den 23. til 26. juni på Refshaleøen i København.





