Nyhed

Powerwolf kommer til Danmark: "Bliver gigantisk"

Både finske Apocalyptica og svenske Majestica tager på en større turné med den tyske powermetalgruppe, der samtidig fortæller, at de har et helt nyt album på vej.

Sidste år var det tyske powermetalband Powerwolf på en omfattende europaturné i forbindelse med deres seneste album Wake Up the Wicked. Næste vinter kommer bandet til Danmark, og med sig tager de et helt nyt album.

Det sker, når powermetalbandet indtager Royal Arena i København den 11. december 2027 under deres Moral & Madness World Tour.

Læs også: Vi tyssede på hinanden. Så skruede Mogwai op


“Vi glæder os helt utroligt meget til igen at tage på turné i efteråret 2027 og bringe det ultimative Powerwolf-show ud til jer! Vi kommer med en helt ny og enorm produktion, og tro mig, den bliver gigantisk. Vi kan næsten ikke vente med at komme tilbage på scenen, mærke energien igen og fejre disse koncerter sammen med jer alle. Vi har masser af vanvittige overraskelser i støbeskeen. Det bliver helt fantastisk!” skriver bandets organist Falk Maria Schlegel i en pressemeddelelse.

Powermetalbandet begyndte i 2004 i Saarbrücken i Tyskland. Siden har de opnået fem førstepladser på den tyske albumhitliste, blandt andet for gruppens seneste album, Wake Up the Wicked.

Det førte sidste år bandet ud på deres hidtil største headlinerturné, hvor de blandt andet spillede i K.B. Hallen i København foruden en helt udsolgt koncert i Londons Wembley Arena.


Samtidig med koncertannonceringen løfter bandet sløret for, at de er i gang med at skrive på et helt nyt album, som de planlægger at udgive, før turnéen løber af stablen.

Hvad det kommer til at hedde, og hvornår det præcist udkommer, har de dog ikke fortalt noget om endnu.

Live er de kendt for lidt af et sceneshow med masser af pyroteknik og vilde visuals.


Med sig på scenen får de finske Apocalyptica, som spiller som special guest, foruden det svenske band Majestica, med den tidligere Sabaton-guitarist Tommy Johansson i spidsen, der åbner koncerten.

Ud over stoppet i Danmark spiller bandet en række europæiske koncerter i blandt andet Göteborg, Oslo, Helsinki og Stockholm.

ANNONCE