Nyhed

Rasmus Søndergaard vinder fire priser ved awardshow

Den danske streamer har allerede sat danmarksrekord på Twitch. Nu bliver han hædret ved Simba Prisen, der kårer årets største profiler på sociale medier.

Den danske streamer Rasmus Søndergaard har allerede haft et stort år, hvor han både har sat dansk rekord og indtaget førstepladsen på verdensranglisten over fleste aktive abonnenter.

Nu fortsætter successen. Lørdag aften blev den danske streamer hædret ved Simba Prisen 2026, hvor han vandt hele fire priser.

Han løb med aftenens hovedpris som Årets content creator. Derudover vandt han Årets content for Sønderthon, Årets collab sammen med Håb og Årets streamer. Statuetterne blev præsenteret af en række danske stjerner, blandt andre Melvin Kakooza og Bubber.


Læs også: De 11 mest vanvittige ting, der skete under Sønderthon 2.0

Priserne kommer efter årets Sønderthon 2.0, hvor Rasmus Søndergaard sendte live fra Gavnø Slot i 15 dage. Undervejs slog han sin egen danske Twitch-rekord på 56.082 aktive abonnenter, men nåede helt op på 90.000 senere i livestreamen. Det sendte ham helt til tops på verdensranglisten.

Simba Prisen hylder danske indholdsskabere på sociale medier og beskriver sig selv som Nordens største awardshow for content creators. I alt blev der uddelt 13 priser ved årets show.


Under årets udsendelse havde han blandt andet besøg af stjernerne Christopher, Anne Linnet og Xander. Sammen med Anton Westerlin og sin butler Hr. Stig besøgte han også P3 Guld, mens The Minds of 99 gav seerne premiere på en kommende single.

Under udsendelsen afslørede Annika og Anton Westerlin desuden, at de er kærester, mens B.O.C. også teasede en reunion på streamens næstsidste dag.

Simba Prisen 2026 blev afholdt i Næstved Arena lørdag den 7. november.


Prisuddelingen fandt sted første gang i 2023 og er skabt af YouTuberne Jasmin Lind og Mika Schultz samt Mia Marslew, der er direktør.

 

 

ANNONCE