Selvom flere fans har påpeget, at Rodrigos nye julesang lyder meget hans hit “Candy” fra 2012, afviser Robbie Williams at lægge sag an.
Da den amerikanske musiker Olivia Rodrigo i starten af november udgav sin julesang “Take Me Home (4 Christmas)”, havde hun måske forventet en lidt varmere velkomst.
I stedet påpegede flere fans, at sangen lød bemærkelsesværdigt meget som Robbie Williams’ hit “Candy” fra 2012, og de begyndte samtidig at spekulere i, om sagen kunne ende i retten mellem de to stjerner.
Nu afviser Robbie Williams dog blankt, at han vil lægge sag an mod “Good 4 U”-sangeren, fordi han mener, at “noget fucking sund fornuft må vinde snart”.
Læs også: Robbie Williams havde hits nok til at jævne Smukfest med jorden
Hør selv de to sange her. Artiklen fortsætter nedenunder.
Robbie Williams forklarer, at han de seneste år har lagt mærke til, at musikere sagsøger hinanden, fordi deres sange lyder mere eller mindre ens. Og selvom han godt kan forstå nogle af sagerne, er det meste ifølge ham “fuldstændig vrøvl”.
“Der er kun så mange toner. Kun så mange akkorder. Kun så mange måder at sætte dem sammen på, før man uundgåeligt havner et sted, hvor en anden allerede har været,” forklarer han på Instagram og fortsætter:
“Det lyder for mig, som om hun ved et tilfælde er kommet til at ramme et musikalsk ekko af noget af mit i en af sine nye sange. Og ved I hvad? Jeg er ligeglad.”
Til slut kalder Williams den unge Olivia Rodrigo “fucking genial” og ønsker hende en glædelig jul.





