Nyhed

The Rolling Stones-guitarist annoncerer første danske koncert nogensinde

Efter mere end 50 år med det ikoniske band tager Ronnie Wood på soloturné med en dansk festival på programmet.

Han har spillet med nogle af rockhistoriens største navne, men nu får danske fans mulighed for at opleve ham på egen hånd. Ronnie Wood giver koncert med sit eget band på Cannonball Festival i K.B. Hallen den 27. februar 2027.

Guitaristen har været medlem af The Rolling Stones siden 1975. Før det spillede han blandt andet i Jeff Beck Group og The Faces. Gennem årene har han også arbejdet sammen med navne som Bob Dylan, Rod Stewart, George Harrison og Aretha Franklin.

Ronnie Wood har fået en plads i Rock & Roll Hall of Fame to gange. Første gang som medlem af The Faces og senere med The Rolling Stones.


Læs også: Nej, The Rolling Stones har ikke fundet på noget nyt. Heldigvis

Med Ronnie Wood på plakaten er festivalens program nu fuldendt. Lørdag får han selskab af de to nye navne The Molotovs og The Commoners.

Den britiske søskendeduo The Molotovs blander punk, new wave og garagerock. Mathew og Issey Cartlidge har allerede spillet hundredvis af koncerter og delt scene med blandt andre Sex Pistols, The Libertines og Blondie.


Fra Canada kommer The Commoners, der spiller blues- og soulpræget rock med inspiration fra den amerikanske southern rock-tradition.

Fredagens program byder på Sweet, Marky Ramone, Lee Rocker, Bleeder og Bonafide.

Cannonball Festival finder sted i K.B. Hallen den 26. og 27. februar 2027.


ANNONCE