En ny undersøgelse blandt mere end 5.000 artister på tværs af 112 lande viser, at langt de fleste musikere stadig har svært ved at gøre musikken til en bæredygtig levevej.
I dag er det blevet lettere end nogensinde at indspille og udgive musik uden hjælp fra et pladeselskab. Men det betyder ikke nødvendigvis, at det er blevet lettere at leve af musikken.
Det viser en ny undersøgelse fra musikdistributionstjenesten Ditto Music, som har spurgt 5.039 uafhængige artister fra 112 lande, herunder Danmark. I undersøgelsen svarer 74 procent, at de tjente under 1.000 dollar, svarende til omkring 6.650 kroner, på indspillet musik i 2025.
Læs også: Koda slår alarm: Hver tredje dansker betaler ikke for den musik, de hører
Samtidig viser undersøgelsen, at 64 procent af uafhængige musikere har et fuldtids- eller deltidsarbejde ved siden af musikken. Kun 22 procent betegner musik som deres fuldtidsjob, mens 29 procent mener, at deres indkomst fra musik kommer til at være bæredygtig de næste tre år.
Det kan have stor påvirkning på, hvorvidt musikerne har lyst til at fortsætte, lyder det i rapporten, hvor 32 procent svarer, at de overvejede at droppe musikken helt inden for det seneste år.
Derudover peger undersøgelsen på, at indtægter fra livekoncerter er den næststørste indtægtskilde efter streaming. Alligevel svarer 82 procent, at de ikke har råd til de udgifter, der følger med at tage på turné.
Læs også: På Roskilde Festival må musikerne stadig råbe "Free Palestine"
Sociale medier er blevet en del af jobbet
Undersøgelsen viser samtidig, at tre ud af fire artister mener, at en stor tilstedeværelse på sociale medier er afgørende for en bæredygtig musikkarriere.
Blandt andet svarer 49 procent, at TikTok eller YouTube i dag er deres største kilde til nye fans, og hele 86 procent svarer, at de i dag selv producerer content for at promovere deres musik på de sociale medier.
Den konstante selvpromovering er dog også en belastning, viser rapporten, hvor 23,5 procent peger på netop det som en af deres største kilder til stress.
Undersøgelsen er udarbejdet af Ditto Music på baggrund af svar fra 5.039 uafhængige artister i 112 lande. De største respondentgrupper kom fra USA, Storbritannien og Sydafrika.





