Nyhed

Barry Manilow forlod scenen efter to sange – dagen efter comeback

Den 83-årige “Copacabana”-sanger, har kæmpet med helbredet, siden han fik konstateret lungekræft sidste år.

Den amerikanske sanger og sangskriver Barry Manilow fik sidste år konstateret lungekræft og har siden en operation kæmpet med vejrtrækningen. I år har den 83-årige sanger forsøgt at vende tilbage til scenen, men helbredsproblemer har udfordret ham.

Torsdag den 8. oktober spillede han sit første af flere planlagte shows på Westgate Las Vegas, men allerede dagen efter måtte “Copacabana”-sangeren afbryde sin koncert og forlade scenen efter blot to sange. Det skriver Los Angeles Times.

Læs også: Judas Priest-bassist stopper efter 57 år


“Efter en triumferende velkommen-tilbage koncert torsdag blev Barry ramt af bronkitis og måtte aflyse sine koncerter fredag og lørdag,” fortalte repræsentanter for Barry Manilow til Los Angeles Times.

Det er ikke første gang, at helbredsproblemer har tvunget sangeren til at aflyse koncerter. 

Efter at have fået konstateret lungekræft i december 2025 holdt Barry Manilow omkring et halvt års pause, inden han i juni vendte tilbage til scenen i forbindelse med udgivelsen af sit seneste album What A Time. 


Comebacket blev dog kortvarigt, da han allerede i august måtte aflyse koncerter.

“Vi har netop afsluttet en fantastisk sommerturné [...] Men det ser ud til, at vi pressede os selv lidt for hårdt [...] Derfor holder vi en pause, indtil vi vender tilbage til Westgate Las Vegas den 8. oktober,” skrev Barry Manilow dengang i et Instagram-opslag.

Barry Manilow er en Grammy-vindende sanger og sangskriver, der slog igennem i 1970’erne. Udover hittet “Copacabana (At the Copa)” er han blandt andet kendt for sange som “Can’t Smile Without You” og “Mandy”.


ANNONCE