Efter en udsolgt forårs- og sommerturné vender Sort Sol tilbage for at sætte et punktum for koncertåret.
Det danske rockband Sort Sol har turneret flittigt rundt i det danske koncertlandskab, hvor de blandt andet har spillet to koncerter på Det Kongelige Teaters Gamle Scene samt på Store Vega i maj.
Nu vender bandet tilbage til det københavnske spillested, hvor de runder turnéen af den 27. december med endnu en koncert i Store Vega.
Læs også: Det var ærefrygtindgydende, den måde Sort Sol afsluttede det hele på
Sort Sol blev dannet i København i 1977 og har med deres rødder i den danske punkbevægelse og med en forkærlighed for de mere eksperimenterende lydsider gennem årtier været en stor del af den danske rockscene.
Særligt kendte er de for klassikere som "Let Your Fingers Do The Walking", men også sange som "Kursk", "Tatlin Tower" og "Copenhagen" er fast inventar på sætlisten.
Sidste år annoncerede Sort Sol en stor comebackturné, som bandet har brugt året i år på at tage ud på de danske landeveje med.
Deres koncert på Det Kongelige Teaters Gamle Scene den 14. maj blev udsolgt på under et døgn, hvilket udløste en ekstrakoncert samme dag og senere endnu en koncert i Store Vega den 15. maj.
Sidst vi anmeldte bandet var på H.C Andersens Festival i Odense, hvor det blev til fem stjerner.
Her kaldte vores anmelder bandets sidste nummer "Shaheeba Bay" for "en på mange måder ærefrygtindgydende afslutning på en koncert, der midtvejs haltede lidt (især med de nyere numre fra "Stor langsom stjerne"), men som ikke desto mindre konsoliderede Sort Sols position som en kompromisløs institution på den danske rockscene."





