Nyhed

Ed Sheeran burde have gjort mere for Macklemore, mener tidligere turnéband: "Det vil forfølge ham"

Det irske band Beoga trak sig fra popstjernens turné i protest mod beslutningen om at fjerne Macklemore. Nu kritiserer bandmedlemmerne den britiske stjernes håndtering af sagen.

Der kommer til at gå lang tid, før verden giver slip på Ed Sheerans beslutning om at fjerne Macklemore fra sin amerikanske Loop Tour.

Det mener medlemmerne af det irske band Beoga, der selv trak sig fra turnéen i protest. Nu fortæller de om valget i et interview med The Irish Times.

Læs også: Saveus og Soleima sang "befri Palæstina" for tusindvis af fans i Royal Arena


"Folk vil huske det standpunkt, vi tog, og de vil huske det standpunkt, som Ed tog," fortæller bandmedlemmerne Eamon Murray og Niamh Dunne, der tilføjer, at "det vil forfølge ham. Det bliver han nødt til at kæmpe med."

Konflikten opstod, efter at Macklemore i begyndelsen af september blandt andet råbte "Free Palestine" fra scenen under en koncert på turnéen i New York.

Efterfølgende truede flere amerikanske stadionejere, herunder den amerikanske milliardær Robert Kraft, med at nægte Ed Sheeran adgang til deres arenaer, hvis rapperen fortsat var en del af programmet.


Macklemore blev efterfølgende fjernet fra turnéen, hvilket fik de øvrige opvarmningsnavne til at trække sig i protest, herunder Lukas Graham og Beoga.

"Du kan sige, hvad du vil, men hvis du ikke skrider til handling, betyder det ingenting," fortæller bandet i samme interview og tilføjer, at det bør være muligt for alle at sige "Free Palestine" offentligt.

Bandmedlemmerne understreger dog, at de ikke har noget personligt i klemme med Ed Sheeran, men at den britiske stjerne burde have taget tydeligere afstand fra beslutningen om at fjerne Macklemore.


Læs også: 50 britiske politikere vil forbyde Macklemore indrejse før stor koncert

Siden da har Ed Sheeran fundet nye navne til at varme op for sig, herunder Isaac Slade, der er tidligere forsanger i The Fray, samt Brooks Rosser, der tidligere har deltaget i American Idol.

Macklemore er efterfølgende taget på en større Free Palestine-turné, som efter planen tager ham til Wembley Stadium i London fredag den 30. oktober.


Det møder dog også modstand fra 50 medlemmer af det britiske overhus, der vil have indenrigsminister Shabana Mahmood til at inddrage rapperens indrejsetilladelse, da de mener, at koncerten ikke vil være "til gavn for offentligheden".

ANNONCE