Nyhed

Ed Sheeran tog hemmelig gæst med på scenen efter Macklemore drama

Samtlige opvarmningsnavne forlod popstjernens turné i solidaritet med den amerikanske rapper. Nu har han fået selskab af en af sine musikalske helte.

Efter at Macklemore i sidste måned blev bandlyst fra at optræde på Gillette Stadium under Ed Sheerans store amerikanske Loop Tour, valgte samtlige musikere, herunder Lukas Graham, Finneas og popstjernens eget band, at droppe turneen i solidaritet med den amerikanske rapper.

Nu har sangeren i mellemtiden fået selskab andre steder fra. For da han lørdag aften spillede på Mercedes-Benz Stadium i Atlanta, fik han besøg af en af hans musikalske helte.

Læs også: Macklemores Palæstina-turné udsolgt på få minutter


Tidligere lørdag aften havde Mercedes-Benz Stadium på Instagram hintet til, at popstjernen ville få selskab af, hvad de beskrev som en “special guest”. Det skulle vise sig at være tidligere The Fray-forsanger Isaac Slade, kendt fra sange som "How to Save a Life" og "You Found Me".

Selv beskrev Isaac Slade det som “en ære” at stå på scenen.

“Det virker, som om alle tager parti i den her verden, og det er godt,” fortalte Isaac Slade senere fra scenekanten. “Det, der sker derovre [i Gaza, red.], er forkert, men hvis vi skal komme igennem det, har vi brug for, at folk trækker ind mod midten, ind på den fælles grund. Det bål midt på marken, der ser begge sider, og som forstår, at fred ikke er fraværet af konflikt,” sagde han ifølge The Independent til koncerten.


Sangeren har også tidligere givet Ed Sheeran selskab på scenen, hvor de under samme turné tilbage i august optrådte i Toronto. Her fortalte Ed Sheeran, at The Fray-sangeren havde været en “vigtig del af mine formative år som teenager”.

Læs også: Efter Macklemore-bandlysning: Zach Bryan tager "Free Palestine"-trøje på under stadionkoncert

Flere online rygter gik i mellemtiden på, at den amerikanske sanger P!nk, ville træde på scenen, eftersom hun var en af de musikere, der i sidste måned kaldte på at få fjernet Macklemore fra turneen, efter rapperens pro-palæstinensiske udtalelser fra scenen.


Efterfølgende har Macklemore annonceret en europæisk Free Palestine Tour, hvor overskuddet fra koncerterne i Paris, London og Dublin går til organisationer, der støtter palæstinensere.

Selvom det nu er et par uger siden, at Macklemore fik sparket, ser det dog ikke ud til, at dramaet er ved at slutte lige med det samme.

For da countrystjernen Zach Bryan i fredags spillede på Gillette Stadium, ejet af milliardæren Robert Kraft, som stod bag beslutningen om at fjerne Macklemore, optrådte countrysangeren med en "Free Palestine"-trøje på.


“Jeg tog ikke en “Free Palestine”-trøje på for at tilfredsstille alle. Jeg tog den på, fordi nogle ting er større end musik, berømmelse og hvad offentligheden synes. I er velkomne til at være uenige med mig, men jeg kommer ikke til at lade som om, at jeg er ligeglad bare for at gøre alle glade,” skrev Zach Bryan efterfølgende på X.

ANNONCE