Nyhed

Efter samtlige supportnavne trak sig: Nu får Ed Sheeran igen selskab på scenen

Opvarmningsnavnene forlod popstjernens turné i solidaritet med den amerikanske rapper Macklemore. Nu har sangskriveren fået selskab af en af sine musikalske helte.

Efter at Macklemore blev bandlyst fra at optræde på Gillette Stadium under Ed Sheerans store amerikanske Loop Tour, valgte samtlige musikere, herunder Lukas Graham, Finneas og popstjernens eget band, at droppe turneen i solidaritet med den amerikanske rapper.

Nu har sangeren fået nyt selskab på scenen og tilføjer to nye opvarmningsnavne til den store turné, skriver The Independent. 

Læs også: Hvorfor hagler kritikken ned over Ed Sheeran? Forstå hele turné-skandalen


Den tidligere forsanger for The Fray, Isaac Slade, skrev på sin Instagram at han slutter sig til Sheeran med beskenden: “Vi ses derude”. 

Ed Sheeran har tidligere fortalt, at Isaac Slade havde været en “vigtig del af mine formative år som teenager”.

Samtidig træder den amerikanske sangskriver og American Idol-deltager Brooks Rosser også til.


Isaac Slade trådte også på scenen med Ed Sheeran i starten af måneden som en hemmelig gæst, hvor Slade beskrev det som “en ære” at stå på scenen.

“Det virker, som om alle tager parti i den her verden, og det er godt,” fortalte Isaac Slade senere fra scenekanten. “Det, der sker derovre [i Gaza, red.], er forkert, men hvis vi skal komme igennem det, har vi brug for, at folk trækker ind mod midten, ind på den fælles grund. Det bål midt på marken, der ser begge sider, og som forstår, at fred ikke er fraværet af konflikt,” sagde han ifølge The Independent til koncerten.

Macklemore blev fjernet fra turnéen, efter at han under sine seneste opvarmningskoncerter råbte "Free Palestine" og optrådte med sin protestsang "Hind's Hall". Flere spillesteder ville efterfølgende ikke gennemføre koncerterne med rapperen på plakaten.


Efterfølgende har Macklemore annonceret en europæisk Free Palestine Tour, hvor overskuddet fra koncerterne i Paris, London og Dublin går til organisationer, der støtter palæstinensere.

ANNONCE