Nyhed

Gnags om Roskilde Festival: “De vil åbenbart ikke have os”

Bandets kommende afskedsturné er på vej til en rekord i billetsalg – og det får Peter A.G. til at sende en stikpille til festivalen, der ikke har booket bandet i 30 år.

Igennem tiden har Roskilde Festival huset nogle af de største danske og internationale musiknavne.

Blandt de danske bands, der har spillet flest gange på festivalen, er Gnags. Men ifølge Peter A.G. har festivalen ikke villet have bandet tilbage, siden de sidst spillede der i 1994.

Læs også: Roskilde Festivals musikchef fortæller, hvad du kan forvente af 2027-lineuppet


"Vi har ikke i 30 år kunnet spille på Roskilde Festival. Nu sælger vi lige så mange billetter selv, som de sælger. Det passer mig fint," siger Peter A.G. til Ekstra Bladet med henvisning til bandets kommende afskedsturné, Grande Finale.

Når Ekstra Bladet spørger ind til, at TV-2 kunne spille på Orange Scene i 2026, men ikke Gnags, svarer frontmanden:

"Vi har ikke fået muligheden. For de vil åbenbart ikke have os. Og vi har aldrig forstået hvorfor."


"Men nu viser vi jo, at vi har en relevans – åbenbart – siden folk dukker op. Vi har fået et rigtig godt band op at køre – det er helt sikkert," tilføjer han.

Læs også: Efter 25 album har Gnags fundet tilbage til dér, hvor det hele startede

Afskedsturnéen er efter flere udvidelser nu på 16 koncerter, heraf tre i Royal Arena. Bliver den udsolgt, lander salget på 130.000 billetter.


Ifølge Live Nation vil det gøre turnéen til den bedst sælgende arenaturné i Danmark nogensinde.

Da Gnags spillede sin sidste festivalkoncert på Smukfest i august, gav GAFFA's anmelder seks stjerner og skrev: "Hvis det her var farvel, var det et smukt et af slagsen."

GAFFA arbejder på at få en kommentar fra Roskilde Festival.


ANNONCE