Nyhed

"Hvad fuck sker der for hans ansigt?" Burhan G deler Reddit-sviner på ny single

Popstjernen har slettet alle sine Instagram-opslag og delt en mystisk kontrakt. Nu tager han pis på både sig selv og musikbranchen.

"Hvad fuck sker der for hans ansigt?" Sådan lyder en kommentar på Reddit, som Burhan G har valgt at bruge som cover til sin nye single "Supernar".

På sangen gør han grin med sit eget image og den musikbranche, han har været en del af i mere end 20 år.

"Men jeg er bare en bums fra Brøndby Strand, der snød dem alle sammen," synger han på nummeret.


Læs også: Medina overraskede til Burhan G-koncert

Burhan G fortæller, at sangen overdriver hans personlighed, men samtidig rammer noget ret præcist.

"Den er et lille vink til den branche, jeg er vokset op i, til gossip, til vennerne, kollegerne og dem, der lytter; pas på, hvad du ønsker dig."


Det er dog ikke første gang i denne uge, at han langer ud efter musikbranchen.

For få dage siden slettede han samtlige opslag på sin Instagram-profil og delte i stedet et billede af en fiktiv kontrakt, der blandt andet beskriver, hvordan en musiker skal tilsidesætte sit privatliv for karrieren.

Her står der, at musikerens "tid betragtes som en fleksibel ressource. Fødselsdage, ferier, romantiske relationer, søvn og almindelig menneskelig udmattelse kan ikke i sig selv betragtes som gyldige grunde til at afvise en strategisk mulighed."


Selv har Burhan G haft en travl sommer med koncerter på flere af landets store festivaler, mens duetten med Medina, "Gemt dit nummer", toppede listen over de mest spillede sange i dansk radio.


Den 23. april 2027 venter hans hidtil største headlinerkoncert i Royal Arena i København.

Samtidig antyder hans hold, at et nyt album måske er på vej. I så fald bliver det opfølgeren til Pas på pigerne fra 2016 og – foruden julealbummet Et barn af jul fra 2019 – hans første album i mere end ti år.


ANNONCE