Efter sommerens koncert på Copenhell vender Bruce Dickinson tilbage til København.
Bruce Dickinson stod i juni i front for Iron Maiden, da metalbandet spillede på Copenhell.
Næste år vender han tilbage til Danmark – men denne gang bliver det med sit eget band.
Den 17. november 2027 giver den britiske sanger koncert i Store Vega i København som en del af sin kommende Psychogod-turné.
Læs også: Iron Maiden-trommeslager siger nej tak til Trump-invitation
Turnéen begynder i Belfast i juni og fortsætter gennem Europa, inden Bruce Dickinson til efteråret igen tager på landevejen.
"Det, vi laver, er ægte, og det er så vigtigt lige nu. En rigtig trommeslager, en rigtig bassist, rigtige guitarister, rigtige keyboards – AI kan kun kopiere og lade som om. Den kan aldrig være forelsket, og den kan aldrig spille. Det her band? De kan virkelig spille!" siger han i en pressemeddelelse.
Med sig har han guitaristerne Chris Declercq og Philip Näslund, bassisten Tanya O'Callaghan, keyboardspilleren Mistheria og trommeslageren Dave Moreno.
Bruce Dickinson udgav senest soloalbummet The Mandrake Project i 2024, men der er også ny musik på vej, som publikum kan få at høre under den kommende turné.
Inden soloturnéen skal Bruce Dickinson dog først afslutte Iron Maidens Run for Your Lives-turné, der fejrer deres 50-årsjubilæum og fortsætter med koncerter i Nordamerika i foråret 2027.
Turnéen tog også rockbandet forbi Copenhell i år, hvor koncerten fik fem stjerner under rubrikken "51 år på scenen og intet tydede på, at enden på Iron Maiden er nået".





