Nyhed

Københavner frygter ny koncertplads: "Et støjhelvede uden lige"

Han kan allerede høre Tivolis Fredagsrock med lukkede vinduer. Nu frygter en beboer i Ørestad, at en ny koncertplads på golfbanen vil gøre det langt værre.

Golfbanen i Ørestaden ser ud til at blive Københavns nye koncertplads. Men ikke alle er lige begejstrede for udsigterne til musik under åben himmel på Amager.

Københavneren John M. Eriksen kritiserer Københavns Kommune for ikke at tage støj fra udendørskoncerter alvorligt nok.

Læs også: Efter støjklager under Syd for Solen: Flere koncerter kan komme til Valbyparken


"Det vil blive et støjhelvede uden lige," skriver han i et debatindlæg i Politiken.

Eriksen bor selv i Ørestad, hvor han fortæller, at han kan høre Tivolis Fredagsrock, selv med lukkede vinduer. 

"Store udendørs koncerter bør afholdes uden for byområderne. De fleste kommer også udefra," skriver han. 


Københavns Kommune undersøger, om Valbyparken kan bruges til flere kulturarrangementer, på trods af støjklager fra naboer til sommerens Grøn Koncert og Syd for Solen.

I budgettet for 2027 har kommunen afsat penge til at undersøge parkens muligheder. Kulturborgmester Christopher Røhl fra Radikale Venstre har foreslået, at arrangørerne kan vende scenen i en anden retning for at begrænse støjen.

ANNONCE