Nyhed

Politiker reagerer på Slipknots booking af Marilyn Manson: "Jeg er chokeret"

Metalbandet fik stærke reaktioner, da de afslørede opvarmningsnavnet, der er anklaget for overgreb og vold.

Da metalbandet Slipknot annoncerede, at Marilyn Manson skal varme op til deres koncert på Wembley, reagerede flere af deres fans, da han er anklaget for overgreb og vold.

Nu reagerer en politiker fra Wembley-området på beslutningen.

Læs også: For 40 år siden trak de bukserne ned på metalfans verden over


"Jeg blev chokeret, da jeg fandt ud af, at Marilyn Manson skal spille på Wembley, med tanke på anklagerne om seksuel vold," siger Anton Georgiou, som er leder for Liberaldemokraterne i Brent, hvor Wembley ligger, i en video på Instagram.

Anton Georgiou fortæller, at han er skuffet over, at lokalbestyrelsen ikke har udtalt sig, da han mener, at bookingen går imod deres arbejde for at bekæmpe vold mod kvinder.

Han spørger også Wembley, hvilke tanker de har gjort sig om beslutningen.


"Det er alles ansvar at tackle vold mod kvinder og piger," skriver han i opslaget.

Bookingen har også vakt stærke reaktioner fra fans.

"Jeg har villet se Slipknot live i årevis, men jeg kan ikke acceptere beslutningen om at lade Manson slutte sig til dem," skrev en fan under bandets Instagram-opslag, da de delte opvarmningsnavnene.


Men Slipknot virker ikke til at have planer om at fjerne Marilyn Manson fra turnéen. Bandets guitarist Jim Root er det eneste medlem, der har udtalt sig om bookingen.

"Jeg holder mig ude af det logistiske omkring turnéer og den slags. Jeg koncentrerer mig om at skrive musik og spille guitar, så bær over med min uvidenhed om, hvem vi optræder sammen med," skrev han på sin Instagram-story, citeret af Vice.

I 2021 blev Marilyn Manson anklaget for seksuelle overgreb og vold af 16 kvinder, ifølge Rolling Stone. Han er aldrig blevet dømt, men har i flere tilfælde indgået forlig med de kvinder, der har anklaget ham.


Han skal i retten igen den 15. november, da han er anklaget af sin tidligere assistent Ashley Walters for seksuelt overgreb, vold og psykisk mishandling.

Marilyn Manson skal varme op for Slipknot den 3. juli 2027 på Wembley Stadium i London. De andre opvarmningsnavne er Lorna Shore og Hatebreed.

Marilyn Manson brød igennem i 1994 med albummet Portrait of an American Family. Musikeren har ikke spillet i Danmark siden 2018. Koncerten i SCC i Aarhus fik fem stjerner af GAFFAs anmelder.


ANNONCE